|
 Det er frygtelig morsomt. Ja, frygteligt og morsomt. Frygteligt fordi det er menneskelige karakterer på godt og ondt, der bliver udstillet på scenen – og vi ler ad deres særheder, skævheder, pudsigheder og tåbeligheder. Karakterne har de medvirkende selv udviklet forklarer en af skuespillerne, Sofie Hastrup.
”Det er en forestilling sat sammen af små soloer og en enkelt duet, som alle er tragikomiske. Vi har ikke arbejdet ud fra noget tema, men det er præget af, at vi har haft et forløb om clowning – ikke sådan med rød næse og klovnetøj, men noget med at finde ind til noget, hvor man er lidt sårbar – noget bag facaden, som man normalt ikke ville vise frem.”
Skuespillerne Sofie, Liv, André, Linn og Tue er hver især alene på gulvet, mens Julian og Katarina arbejder sammen – og Sofie og André har et par fælles mellemspil. Sofie indleder med at etablere sin egen lille scene på scenen med ting og sager, hun medbringer i en kuffert.
 ”Min karakter er det her legebarn, man kan være for sig selv, men som man ikke viser frem for andre.”
Opgaven – at være morsom foran publikum – kan være ”stærkt angstfremkaldende”, konstaterer Sofie. For hvad er det egentlig, der kan få folk til at le?
”Hele vores clowning-forløb har handlet om, hvad det egentlig er, der er sjovt. Om det er at grine ad andre, at falde på halen, at krænge sig selv ud. Det komiske er kernen, men vi arbejder på grænsen mellem det komiske og det tragiske.”
Var opgaven, at det skulle være morsomt?
”Nej. Men det er det bare blevet. Der var faktisk ikke nogen retningslinjer fra starten, vi måtte også gerne arbejde sammen.”
Hvordan kom de enkelte bidrag til at hænge sammen som én forestilling?
 ”Det, at vi alle sammen sidder på scenen gennem forestillingen og ser på, hvad der sker, og det at vi har lavet overgange, der får det til at hænge sammen – men der har ikke været en plan eller én samlende tanke. Vi startede med at vise vores udkast for hinanden for ca. to uger siden. Så arbejdede vi videre hver især med reaktioner og forslag fra underviserne Magnus og Karin. De har været ”øjne udefra”, som har hjulpet os med at finde en retning – men de lader os selv finde det. Vi har fået lov til at arbejde meget selvstændigt. Og så har vi arbejdet meget med timing og præcision – det er det, der gør det morsomt – og det kræver nogen, der ser på det udefra.”
Skuepillerne ser hinanden udefra hver gang de viser forestillingen, og det kræver kontrol over lattermusklerne.
Var det en overraskelse for jer, at publikum lo så meget?
”Ja, lidt. Vi har øvet os så meget på ikke at le ad os selv og hinanden, at vi næsten har glemt, hvor sjovt det er. Vi skal jo sidde dér med stoneface …”
Julian hjælper Katarina med at fine sin indre kaninpige ...
>> Home |
Story: Kaach
Photo: Per Pedersen
Linn, Sofie og André er hver især alene på gulvet med deres figurer ... |
